Førende i krukker & tønder
Håndlavede & unikke
5/5 stjerner i anmeldelser
Sikker levering

Tulipaner

Kan man lide at lægge forårsløg i sin have, bør tulipaner bestemt være en af typerne. Ved at vælge forskellige sorter tulipanløg og ved at blande lige fra de botaniske små tulipaner til de allersidste Enkelte Sene tulipaner, kan let opnås 3 måneder med blomstrende tulipaner.

Priserne i webshoppen er pr. løg.
 

Tulipanløg er på lager!

Holdbarheden af moderne tulipaner er ekstremt varierende. I moderne forædling kigges der primært på farver og udtryk, for man vil gerne kunne præsentere den ene mere spektakulære tulipan for forbrugeren end den anden men holdbarheden følger desværre ikke altid med. Det stiller større krav til at få dem gravet op og sorteret løgene og plantet de friske igen. Typer som Apeldoorn, fosteriana og botaniske går man aldrig fejl af hvis man gerne vil have tulipaner som kommer år efter år, og som ikke behøver graves op. Ligeledes er der naturligvis mange undtagelser i stort set alle kategorier, hvor det er muligt at finde sunde og stabile sorter og de tidlige lave typer af Greigii og Kaufmanniana er naturligvis også altid værd at overveje da de stort set aldrig skuffer.

Har man oplevet at ens tulipaner rådner inden de når at blomstre, skal man prøve at plante tulipanløg et andet sted næste gang. Der bør ikke plantes nye tulipanløg på samme plads hvor der tidligere har stået tulipanløg der har vist tegn på sygdom.  Tulipanløg bør lægges i en dybde svarende til 3x løgets højde. Det svarer som tommelfingerregel til at løget ca. skal lægges i et 12 - 15 cm dybt hul.

Når man køber nye tulipanløg bør man plante dem når jordtemperaturen er blevet tilpas kølig. Som oftest taler vi om oktober før plantesæsonen rigtigt går i gang for tulipanernes vedkommende og november og december plejer at være helt fine måneder at lægge blomsterløg i også. Når man kommer ind i januar begynder frosten ofte at drille og hvis man kommer for alt for tæt på foråret kan man være nødsaget til at acceptere at det i værste fald bliver en étårig fornøjelse hvis blomstringen sætter ind før løgene har nået at etablere  sig med et godt rodnet. 

De fleste tulipaner foretrækker en solrig placering, men vandrende skygge eller let skygge under endnu ikke udsprungne træer fungerer bestemt også helt fint. De seneste tulipaner vil dog strække sig og “danse” mere efter solen hvis de plantes under frugttræer og lign. når først der kommer blade på træerne sidst på foråret.

Foretrækker man at have tulipanerne i krukker, så må man sandsynligvis affinde sig med at skulle lægge nye løg og skifte jord ud hvert eller hvert andet år. Der findes andre løg der er bedre til at stå flere år i krukker end lige tulipaner. Vi har her på hjemmesiden nævnt i beskrivelsen af en tulipansort hvis vi har gode erfaringer med den som flerårig krukketulipan. Men som udgangspunkt er krukker og tulipaner en flot og festlig men ofte étårig fornøjelse. Et par krukker med tulipaner ved hoveddøren eller en sand symfoni af farver i flere forskellige størrelser krukker på altanen eller terrassen - DET er lige til at blive i godt humør af.