I november må der nulres med løg!
I denne måned har vejret indtil nu vist sig fra sin meget milde side. Perfekt til stadig at plante en masse blomsterløg til at glæde i foråret. De pæne temperaturer gør også at jordtemperaturen kun langsomt daler og det ligner at der kommer til at være god mulighed for at lægge løg udendørs i haven og krukkerne hele november og i hvert fald langt ind i december.
MEN lyset svinder hurtigt udendørs så det er dejligt at mørke november også er tiden hvor man ganske let kan sætte løg indendørs til drivning til rigtig stor blomsterglæde hen over julen og i vintermånederne efter nytår:
Juletazetter
Vi starter med den letteste af alle løg til drivning, den der kaldes Juletazet. Der er tale om en fin og meget duftende lille hvid påskelilje med det botaniske navn Narcissus Paperwhite grandiflora. Den får mange små hvide blomster med lidt cremegult.
Der er lidt forskellige fremgangsmåder, men næsten uanset hvad du gør, så skal den nok komme til at blomstre og det er ret hurtigt endda. Løgene kan både plantes på den klassiske måde i en potte med jord, men de kan også blot sættes i glas, skåle eller på fade med dekorationssten eller grus hvor der hældes vand i bunden op til lige under løget, men uden at ramme løget. Det tager her i November og December måneder mindre end 3 uger fra man sætter dem ind til de blomstrer.
Drivning v. 17-18º |
Efter ca. 10 dage |
Paperwhite i blomst |
De vil ofte rende noget i vejret når de drives på den varme måde. I stedet kan man stille dem køligt de første par uger og så tage dem ind i varmen til sidst. Man kan også være lidt fremsynet og sætte en del i potter udendørs nu og så tage dem ind løbende henover julemåneden og dermed hele tiden have nye tazetter på vej.
Husk hvis man synes duften bliver for kraftig, så pynter de virkelig godt i krukken ved hoveddøren, på altanen eller i udestuen hvor man kun lejlighedsvist kommer i nærheden af duften men stadig kan gå og nyde deres fine fremtoning. Du kan finde løg til juletazetter lige nu til introduktionspris her i vores webshop.
Paperwhite i blomst : ©Matt Brocchini
Tazetfoto banner: ©wsh1266
Hyacinter
I skrivende stund er tiden allerede så fremskredet at den klassiske måde at drive præparerede hyacintløg i hyacintglas ikke kan nås hvis man vil have dem til at blomstre inden jul. Processen tager nemlig ca. 8 uger fra løget stilles i glas med kræmmerhus på et køligt sted, til at de blomstrer.
HELDIGVIS findes der også den nemme "snyde"løsning hvor man hos sin blomsterhandler eller i havecentret køber sig nogle allerede drevne hyacinter i potter. De koster ofte ikke meget mere end præparerede hyacintløg, men naturligvis mangler lidt af gør-det-selv følelsen, men det skal ikke tage glæden fra det at have blomstrende hyacinter i vindueskarmen i julemåneden.
Potten tages af de købte hyacinter og jorden kan forsigtigt skylles af rødderne og derefter kan man stille hyacinten i et hyacintglas som man normalt ville have gjort og så er det bare det "færdige" resultat man får med det samme. Har man ingen hyacintglas kan man undlade at skylle jorden af og i stedet sætte potteklumpen i en kop eller et krus, eller plante flere sammen i et stort dekorationsglas eller på et fad og dekorere med mos, kogler eller hvad du ynder at bruge for at skabe julestemning.
Amaryllis
Dronningen af løg til drivning må nødvendigs være den store og smukke Amaryllis, eller for at være helt botanisk korrekt så hedder de Hippeastrum nu og på dansk har de det meget sigende navn: De fire Verdenshjørner.
Et ofte ganske stort løg som alt efter størrelse og type giver mellem 1 og 3 blomsterstilke som hver især bærer 3-5 blomster. "Normalen" er 4 blomster som stritter i hver deres retning og derfor kaldes den De 4 Verdenshjørner.
Et Amaryllisløg skal man plante ret højt i en potte med jord. Med ret højt menes der mindst 1/3 af løget skal stikke op over jorden. Potten stilles på en lun og lys placering, fx en vindueskarm med en radiator under - det er noget den kan lide.
I starten vander man kun ganske lidt og når knoppen begynder at vise sig, så skruer man en smule op for vandingen og hvis man vil have længst mulig tid ud af processen, så skruer man på dette tidspunkt lidt ned for varmen, fx ved at flytte den til en anden vinueskarm uden radiator under. I takt med at blomsterstænglen strækker sig, bladene vokser og blomsterne til sidst springer ud, ja så skal den selvfølgelig have noget mere vand til at forsyne den imponerende blomst.
Er man så heldig at have et amaryllisglas (ligner et overdimensioneret hyacintglas), ja så kan løgene selvfølgelig også drives i sådan et.
Hvor lang tid tager det så at drive et amaryllisløg til blomstring? Ja det er ikke lige så enkelt at sige som med juletazetter eller præparerede hyacintløg. Men alt fra 4 til 8 uger er sandsynligt men 5 - 6 uger er en meget god tommelfingerregel. Det afhænger blandt andet af sorten men også af temperaturen de drives under. Et rigtig godt tip er at plante flere løg løbende over måske 3 uger, så får man en rigtig lang periode i løbet af vinteren hvor man hele tiden har blomstrende Amaryllis i stuen.
Skulle du have lyst til at prøve kræfter med de meget smukke 4 Verdenshjørner hjemme i din stue, så se vores udvalg Her i webshoppen hvor du også kan læse mere om hvordan man gør hvis du har plads og lyst til at gemme amaryllisløgene fra år til år.