Tiloversblevne blomsterløg til meget lav pris!
Det er lige nu og frem til starten af februar at du kan gøre et godt køb af blomsterløg fra vores netop afsluttede sæson. Uanset hvor grundige vi er med at justere lagerantal gennem sæsonen, er der næsten altid rester af alle slags tilbage når vi tømmer kasser, kurve og reoler og gør klar til Dahlia sæsonen. Der er også altid lidt typer hvor vi har været for optimistiske da vi bestilte løgene hjem og hvor der stadig er lidt løg tilbage af en slags.
"Jamen er det ikke alt for sent at sætte tulipan- og påskeliljeløg nu" - det er et spørgsmål der er tilbagevendende hvert år. Til det må svaret være både ja og nej. Det afhænger nemlig af hvad man mener med at det er "for sent". Hvis man lægger blomsterløg i januar og februar er det ikke sådan at man ikke får dem at se. Det skal man såmænd nok, men jo senere de lægges des mere forskydes blomstringstidspunktet i forhold til de løg der er sat i oktober-november måneder eller for den sags skyld har stået i haven siden sidste år. Og hvis man trækker den alt for lang tid vil især kejserkroner og påskeliljer blomstrer på meget korte stængler eller evt. helt springe over blomstringen, men så kommer de bare stærkt igen næste år. De fleste andre løg som tulipaner, hyacinter og diverse småløg kan såmænd lægges helt hen til udgangen af februar og stadig få fine blomster i år.
Nu er det jo ikke sådan at træerne vokser ind i himlen og at der slet ikke er nogen risiko ved at trække den for længe. HVIS nu jorden fryser til dagen efter at løgene er lagt, og først begynder at tø igen når foråret sætter ind - lad os sige sidst i marts, så kan især tulipaner blive udfordret ved at de skynder sig at blomstre når foråret er der og de har så ikke nået at sætte rod fordi jorden har været frosset, ja så kan de under blomstringen eller lige efter simpelthen miste livslysten. Det er derfor man siger at man skal lægge løgene om efteråret så de kan nå at vokse en god rod inden vinteren kommer. MEN hvor har vinteren været de senere år....? - Vi siger det bare.
Du finder restpartierne i vores menu med samme navn og du kan evt klikke på knappen lige herunder for at komme direkte derhen. Du kan også kigge lidt rundt i de respektive menuer med tulipaner, påskeliljer, krokus m.fl. for at se hvad der har været i vores sortiment og du dermed kan forvente at møde noget af i pakkerne.